I medgang og modgang
Simon Martin Petersen og Mette Kjerstine Petersen omkom sammen i 1944, da en bombe sprang d. 30. august kl. 00:30 i Vorup ved Randers.
Deres gravsten står i Lime, ca. 10Km fra Vorup, hvor de boede, og er sikkert rejst af vennerne, da der ikke var noget bo efter parret, pga. bomben.
Simon Martin Petersen var boelsmand i Vorup sogn. En boelsmand er en der har en mindre gård, som er mindre end en bondegård. Typisk mindre end 3 tønder hartkorn.
Martin var født i Krogsbæk sogn ved Randers og var søn af gårdejer Jens Nikolai Pedersen og Ane Kirstine. Hans hustru Mette kom fra Skarresø ved Ryomgård, og var datter af arbejdsmand Jens Andersen Sørensen og Ane Marie.
Meget tyder på at de boede ved Kærgade/Målervej krydset i Vorup, da der her kom et krater på 8m, da en bombe på 4000 pund (2 tons) faldt fra en Engelsk bombemaskine på vej til Stettin. Agterskytten blev ramt af af en tysk natjager, og piloten valgte at frigive bomben, for at få kontrol over flyet. Herefter forsatte flyet, men måtte nødlande på Anholt. De 4 der overlevede blev sendt til tyske fangelejre. 1 er begravet på Anholt, og 2 i Sverige.
Parret var uskyldige ofre sammen med de øvrige 4 som omkom ved samme lejlighed. Endvidere betød bomben at der sprang vinduer i ca. 500 boliger, og 2-3000 vinduer.
Begge blev begravet et par dage efter d. 1. september.
Lime kirkebog henviser til bomben, og Nordisk Nyheds Tjenester nr. 230 fra 31. August 1944 (modstandsblad), samt en artikel af Anders Straarup om allierede flyvere i Randers og resten af Danmark, er kilderne der er benyttet.
Opdatering d. 29 januar 2021: Det viste sig der også var et filmklip fra Vorup, efter bomben faldt. Klippet kan ses på https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/klip/soenderbombede-huse-i-vorup