Ordets magt
2. juni 2020
3. juni 2020
Ordets magt, Daugbjerg kirkegård, Daugbjerg, Viborg
I Daubjerg mellem Viborg og Holstebro, er der en lille by, som fra omkring 1900 til idag er gået fra omkring 400 indbyggere til idag 144.
Alle kører gennem byen, uden at bemærke at der på begge sider af hovedvejen ligger en lille by.
En by som tidligere var en vigtig by, med både slagter, købmænd og ikke mindst kalkgruberne, som var vigtige for udviklingen af de kommende storbyer, med deres ønske om cement.
Daubjerg havde mellem 1810-1843 en præst – Christian Michael Rottbøll Friis – som elskede sin hustru Ane Magrethe Speitzer. Og meget tyder på hun også elskede ham højt.
Hun rejste en mindesten for ham og deres børn, som nok er en Danmarks mest tekstrige gravsten, for middelklassen, hvor hun hylder ham, og deres børn.
Stenen er speciel, da det normalt kun var overklassen som skrev lange gravstens historier.
Men som man kan læse på stenen, så var det selv for præsten et hårdt liv – 11 børn, og kun 7 overlevede. Og et barnebarn blev begravet sammen med præsten.
”Vandringsmand paa Jorden til Evighedens Land viid jeg reistes til Minde om en dygtig virksom værdig
Mand Christian Michael Rottbøl Friis
Søn af en værdig Fader Præst og Provst fødtes han her 27 Juli 1773
Tidlig ved Døden sin Fader berøvet
fremkjæmpede han sig dog under trange Kaar
ad Studeringers moisomme Veie
og bestod alle de Prøver som Loven fordrer af geistlig Mand
og indviedes i denne Stand Aar 1799
som Medhjælper for 3 svagelige Mænd virkede han troligt i 10 Aar
og kaldtes til Sognepræst for Vildbjerg og Timring Aar 1809
og for Daabjerg Mønsted og Smollerup 1810
Med sin hoit-elskede Huustru Ane Magrethe Speitzer
sluttede han den hellige Ægtepagt d. 6 Novbr 1807
11 Børn vare denne Forenings Frugter
de 4 hviler ved Faderens Side de 7 omvandre i Verden den vide
en Dattersøn slumrer og her.
I 33 samfulde Aar
her troligt han røgted sin Herres Viingaard
hvor ærligt han stræbte Guds Ære at fremme
det Onde og Slette at dempe og hæmme
det ville de fremme i Hjertet gemm
Hans syv gange tiende Livsaar gled
Mildt kaldtes han bort til sin Herres Fred
Hans sørgende Enke rejste mig her
Dog bedre Minde i Hjertet hun bær.”
